Orkney

Churchill-barriererne og det italienske kapel

Efter en middag, hvor tillægsordet sparsommelig synes at være det mest passende, fremstår morgenmaden i Orkney B&B'en for os som et overdådigt måltid. Himlen er grå, og han virker ikke villig til at indgå i forhandlinger. Vi misunder ikke de to cyklister, der overnattede i samme hus og gik forud for os for at forlade huset under en ubehagelig støvregn. Vi tager af sted omkring kl. 08.00 til fastlandet, krydser Churchill-barriererne, der består af nedsænkede betonblokke for at forbinde øerne i det sydlige Orkney, men frem for alt for at forhindre de tyske ubåde i at trænge ind i Scapa Flow-bugten og sænke de engelske skibe, der er stationeret netop det sted. Det sker sådan, at disse barrierer blev bygget af italienske fanger, fanget efter nederlagene i Nordafrika. I det nittende århundrede havde de til opgave at bygge forsvaret af den britiske flåde. Blandt disse fanger udmærkede nogle sig inden for billed- og arkitektonisk kunst, så meget, at de formåede at få det nødvendige materiale leveret af deres fangevogtere og byggede italienske kapel, en pragtfuld lille kirke, der stammer fra datidens to containere og en front skabt af kunstneres hænder. I sidste ende blev bygningen et af øernes mest repræsentative værker, ligesom den repræsenterede en advarsel om, hvordan krig nogle gange kan nedgøres, for ikke at sige latterliggjort, af fornuftige menneskelige holdninger. Disse fanger klarede sig bestemt meget bedre end deres kammerater, der rejste til Rusland.

Kirkwall, Brodgar og Orkneyernes forhistorie

Vi besøger hovedstaden Kirkwall, hvor den pragtfulde sandstenskatedral skiller sig ud slank gotisk det gør det simpelthen majestætisk. En tur i en by, hvis liv forløber i dens grå dages dovne tempo, og vi tager til Houton, hvor en fin, næsten tropisk, men kold og gennemtrængende støvregn begynder at falde. I virkeligheden er der ikke andet at se end boarding til øen Hoy, som dukkede op blandt rejsemulighederne. Det nytter ikke noget at tage på det korte krydstogt for at finde dig selv på den anden side og ikke have en bedre udsigt, end vi har nu. Vi beslutter os således for at fortsætte rundturen på hovedøen og vores opmærksomhed går på nogle menhirs som har været der i et par årtusinder og mere Ring of Brodgar, en cirkulær serie af menhirs, hvis højde når op til fem meter, placeret af ingen ved, hvilke mennesker fra oldtiden og af hvilken grund. Det virker utroligt, men Orkneyøerne er et sandt paradis for neolitiske elskere. Af forskellige årsager er steder med huse, grave og andre kuriositeter blevet perfekt bevaret, som hverken forskere eller arkæologer endnu har formået at give en pålidelig forklaring på.

Yesnaby, Mull Head og vend tilbage til Thurso

I mellemtiden slutter den eneste halvanden times regn, som vi møder på hele rejsen. Bliv højt skydække at forhindre solen i at oplyse det grønne, der omgiver os, men samtidig ikke fratager os udsigten. Vi tager os selv til Atlanterhavskysten for at se Yesnaby, en høj klippe, der pludselig tager et spring ud i havet. Alt er meget smukt, selvom det med solen ville være noget andet. Lad os gå videre for et hurtigt kig på det arkæologiske område Skara Brae. Vi når dermed rejsens nordligste punkt og passerer den 59. breddegrad. Vi vender tilbage mod Kirkwall, hvor vi havde observeret et sted, der sørger for mad til cøliakere til frokost. Drevet mere af nysgerrighed end af appetit går vi for at smage et par lokale toasts. Går vi til den østlige del af øen følger vi en sti på kanten af klinten som strækker sig langs kysten for at nå resterne af et gammelt hyrdehus, der dateres tilbage til det 11. århundrede. Den panorama, der omgiver os Det er bestemt mere interessant og en times udflugt værd. Vi vender tilbage for nogle billeder med forbedret vejr på Barriererne og tidspunktet for boarding ankommer, som finder sted omgående kl. 18.30. Havet er roligt, mens nogle af de 67 øer, der udgør Orkney-øgruppen, flyder ved siden af ​​os. Lidt over en time til at ankomme til det skotske fastland og afsted til Thurso, byen vi beslutter os for at være vært for vores overnatning. Vi finder en restaurant, Bistroen, med fremragende fiskekøkken, røget kuller og laks, banantoffee og marengs med bær. Vi slutter aftenen af ​​på en pub for en sidste øl og slår hul på det trettenværelses Waterfront B&B. Ikke alle for os åbenbart. Behageligt og billigt, men det mister lidt af den charme, som B&B'er er berømte for. Måske ville det være bedre blot at kalde det gæstehus.