Kilimanjaro 2: fra Machame Camp til Shira Camp

Fra skov til hede

Habitat: Hedelandskab

Fra Machame Camp til Shira Camp

Dette er dagen, du forlader de sidste lysninger af regnskoven, lige over Machame Camp, for at komme ind i det højhøjde hedelandskab. Krydser du en lille dal, klatrer du langs en stejl klippebakke dækket af lyng, til dens ende. Herfra, mod øst, åbner udsigten ud til den vestlige Breccia med dens pragtfulde gletsjere. Når himlen er klar kan du se Mount Meru, Kibo og endda landsbyerne langt nede. Ruten drejer derefter mod vest, krydser en flodkløft og når Shira Camp, i en højde af 3.840 meter. I denne udsatte lejr er natten endnu koldere end den foregående, og temperaturen falder ofte under nul.

Mod Shira Camp mellem tåge og hede

Natten er stille; vi bliver vækket 6.30 med kaffe i teltet, efter et kvarter kommer to bassiner for at vaske os, så spiser vi morgenmad og kl 8 er vi klar til at tage afsted. Himlen er klar, men efter et par minutter er vi indhyllet af en frisk tåge, som dog forbliver åben nok til at give os mulighed for at beundre det omkringliggende landskab. Det bliver Jackson, den anden guide, som vil klatre sammen med os mod Shira-plateauet, mens Joseph, chefguiden, overvåger demonteringen af ​​lejren og slutter sig til os undervejs. Formationen etableres med det samme, med guiden i front, og sådan bliver det også de følgende dage, alt med hjertelig disciplin. Tempoet, ikke hurtigt, men konstant og kadenceret, viser sig at være den bedste måde at undgå at blive træt på, ikke at akkumulere mælkesyre og tillade en god fordøjelse, mens du går. Vi er nu ude af skoven, stigningen er mere udfordrende i forhold til gårsdagens, men alt er inden for normen for, hvad vi laver på søndagsudflugter. Vi rådes til at drikke ofte, og vi følger rådet nøje. Tempoet er langsomt, vi overhaler hinanden med de andre grupper under de hyppige stop, og stemningen forbliver let. Portørerne fra de forskellige hold har nu skilt deres telte ad og fortsætter hurtigt mod næste lejr, under vores beundrende blikke. På et vist tidspunkt tager vi rygsækkebetrækket frem pga tågen bliver til dråber som vi sagtens kan definere som regn.

Går op lad os gå tilbage til at se himlen og vi er på 3.600 meter. Solen oplyser hedelandets pragtfulde blomster, især torn og andre hvide blomster, og den pyramideformede figur af Mount Meru, med sine 4.556 meter, altid nedsænket i en livredder af skyer. Men det er kun optakten, for kort efter ser man tilbage til højre, silhuetten af vores bjerg, der for første gang viser sig som et ønske, der er klar til at gå i opfyldelse, om end i lyset af ofre. Med en kort nedstigning, omkring kl. 13.00 når vi den Shira Camp, placeret på et smukt plateau slået af vinden, men med fremragende udsigt. Vi finder vores telt klar, vi bliver budt på te og frokosten ankommer omkring kl. Udover Meru mod vest, som vil være et konstant selskab i de næste par dage, kan du se området Shira Peak, en udslukt vulkan, som er en del af Kilimanjaro-massivet, tæt på hvilket Lemosho-ruten rejser sig, som vi i morgen vil se strømme ud i Machame. På trods af at vi var klatret blandt de sidste i går, mødte vi adskillige mennesker på stien, som vi i dag ikke længere havde mulighed for at se, selvom det ikke er nemt at finde os selv i disse mobile byer, der er markerne. Endnu mere mærkeligt bemærker vi, at det er muligt at forbinde med smartphonen i praktisk talt enhver højde, dog ikke overalt; på denne måde formår vi at holde os forbundet med verden og give næsten live nyheder om vores eventyr. Om eftermiddagen tager vi sammen med Joseph en gåtur op til et panoramapunkt på plateauet, meget blæsende, men i en fantastisk beliggenhed for en mindeværdig fotoshoot med Kili. Der vil kun være 130 meters positiv højdeforskel, men enhver mulighed er god for at udnytte træningen. Bagefter tager vi på egen hånd på sightseeing i lejren, som er rigtig stor og vrimler med farverige telte i alle afskygninger. Alle ser ud til at være aktive, du kan høre madlavning, chat, sang, og i nogle grupper engagerer portørerne sig i sange og danse, der er karakteristiske for lokal folklore. Et par øjeblikke af afslapning i teltet, foran Kilimanjaro, truende og godartet over os. Middagstiden kommer, på et bedre tidspunkt end i går, og vi har endda tid til at læse noget. Til lejligheden tog jeg mig selv op Et livs bjerge af Bonatti: hvilken bedre stimulans til at møde de næste dage med opstigning? At følge hans stigninger på Druen indgyder positiv energi og incitamenter til ikke at give op, vel vidende, at mellem os og ham er der intet til fælles andet end passionen for bjergene. Men vores mål er også uendeligt lavere end hans. Resten er god: vi kan sige, at de første to dage repræsenterer et godt udgangspunkt for fortsættelsen af ​​turen, velvidende om, at de hårde dage endnu venter. Mørket omslutter Shira-lejren, men solens stråler, nu varme i farven, de lyser som spotlights på bjerget, oplyser hende og får hende til at føle sig endnu mere som et ønskesobjekt. Med denne udsigt vender vi tilbage til teltet, og det nytter ikke at spørge os selv, hvad den sidste tanke var, inden vi faldt i søvn.