Cassiar Hwy

Langs Cassiar Hwy

Afgang kl. 7.15 med en temperatur på 8°. Efter Hazelton ændrer landskabet sig og er omgivet af høje takkede tinder og gletsjere, der truer over dalen. Vi fylder pligtopfyldende brændstof på stationen, der ligger i krydset mellem Hwy 16 og 37, den frygtelige Cassiar Hwy., næsten 750 km lang, hvor 115 km er grusveje, tjenesterne er knappe, og mulighederne for overnatning næsten er fraværende. Det skal klares på én dag! Det er dog blevet forbedret i løbet af de sidste par år, og asfalteringsarbejdet er stadig i gang. Men når der udføres reasfalteringsarbejder, genanvendes den gamle asfalt ved at smelte den ved meget høje temperaturer og tilsætte ny tjære. Det bruges til at undgå at skulle transportere råvaren flere hundrede kilometer unødigt. Lad os komme over det Kitwanga, som repræsenterer noget af indgangsdøren, og vi krydser de første 100 km, smukt men ikke spændende, i en kuperet busk, der ikke tager pusten fra dig. Ved Mezidin tager vi en 23 km afstikker til Stewart på vej mod vest for at beundre Bjørnegletsjeren som løber ud i en gletsjersø. Om bjørn, mens lad os gå tilbage til Cassiar lad os krydse en sort bjørn opsat på at spise græs i siden af vejen.

Ankomst til Kitwanga

Den har et legende udseende, men de billeder, vi tager på omkring ti meters afstand, er strengt taget fra kameraet. Når klokken nu er 14.00 nyder vi laksen "fanget" i går på en rasteplads. De få køretøjer, vi støder på, når de ikke er knyttet til de mange vejbygningspladser eller tømmertransport (begrænset til den sydlige del), er campingvogne trukket af pick ups eller autocampere af helt usædvanlige proportioner efter europæiske standarder. Bilerne er få. Den sidste strækning af de 37 bugter sig imellem mellem-lave bakker, vejen har ofte huller, selvom den er helt asfalteret. Lige før krydset med Alaska Hwy (kl. 19.00) går vi ind i Territory of Yukon, hvis navn alene vækker respekt ved blot tanken om den historie, som dette øde land har set gå forbi. I nærheden af ​​krydset ser vi en overnatning i bungalowerne i Nugget City, som udmønter sig i en lokal bar-restaurant og en butik, der sælger souvenirs samt en benzinpumpe. Vi griber den sidste chance, da alternativet mod vest ville koste mindst yderligere 200 km rejse! Vi spiser aftensmad med roastbeef, men vi kan især godt lide de hjemmelavede desserter med lokale bær, som ikke mangler. Inden aftensmaden når temperaturen stadig op på 27°, mens myggene begynder at blive berusede af vores blod. Overalt er rummene beskyttet af robuste myggenet, men når du forlader det bliver det svært at beskytte dig selv. Efter middagen benytter vi os af, at man på disse breddegrader om sommeren glemmer alt om natten for en tur i skumringen, når klokken nu er 22.30. Vi advares om at lave støj for at afværge de bjørne, der frekventerer området. Langs stien tager jeg fat i en skovl, som jeg banker støjende mod en sten for at informere bjørnene om, at vi er i området. Der ses ingen dyr, bortset fra ét smuk solnedgang ved søen.